Vær hilset, mit gamle Fædreland!
Du kjender mig vel ei ganske?
Engang jeg var en navnkundig Mand:
De kaldte mig Holger Danske.

Med mig drev Lykken et underligt Spil:
Hvert Barn mit Navn skulde kjende;
Dog Mænd skulde troe, den Mand var ei til,
Hvis Ry foer til Verdens Ende.

Mit Liv blev givet et sælsomt Kaar:
Det aldrig i Verden ophører,
Og død kan jeg synes i tusind Aar,
Men dog i Løndom mig rører.

Jeg lever i Danskens Hjerte og Sind,
Jeg lever paa Folkets Tunge.
Kom ei jeg i Verdenskrøniken ind,
Dog Skjaldene om mig sjunge.

Min Aand med Folkets Slægter foer hen;
Dybt slumred den mange Gange.
Med Folket den vaagner og kommer igjen
Med Livet i Daad og Sange.

Mit Navn hver Bonde kjender endnu,
Og glad jeg rækker ham Haanden.
Mit Levnet kommer hver Dansk ihu,
Som glædes ved Folkeaanden.

Du veed det, Landsmand! Jeg er ei død:
Med Kraft jeg kommer tilbage;
Jeg er din fuldtroe Hjelper i Nød
Paa Dannemarks gamle Dage.


About Bernhard Severin Ingemann


Read more...

Poet of the day

Kenneth Fearing (July 28 1902 - June 26, 1961) was an American poet, novelist, and founding editor of the Partisan Review. Literary critic Macha Rosenthal called him "the chief poet of the American Depression."

Fearing was born in Oak Park, Illinois. His parents divorced when he was a year old,...
Read more...

Poem of the day


I was born in the congo
I walked to the fertile crescent and built
the sphinx
I designed a pyramid so tough that a star
that only glows every one hundred years falls
into the center giving divine perfect light
I am bad

I...
Read more...