Det Skjønneste by Bernhard Severin Ingemann

Til Rosengaarden gik jeg i Jomfruens Baand;
Der stod Roser og Lillier paa Enge.
Meer skjøn dog, end Lillien, var Jomfruens Haand,
Naar Fingrene dandsed paa Strænge.

I Rosengaarden qviddred Smaafugle med Lyst;
Der var lifligt i Sangfuglevrimlen.
Meer skjøn dog var Jomfruens smeltende Røst,
End Fuglenes Sang under Himlen.

Paa Tiberstrømmen saae jeg, naar Dagen blev varm;
Paa dens Bølger dvæled mit Øie.
Meer skjøn dog var Jomfruens bølgende Barm,
Naar Tankerne fløi mod det Høie.

I Natten stod jeg ene, naar Maanen opgik,
Og i Floden Smaastjernerne glimted.
Meer skjønt dog var Jomfruens tindrende Blik,
End alle de Stjerner, jeg skimted.