T: Holdt op, Hans Mikkelsen, at skrive saadant meere!
H: Hvad skal jeg skrive da, imellem os, Monfrere?
I kiender min Natur, at jeg er ey den Mand,
Der paa en Pølse-Pind en Suppe kaage kand.
Jeg maa Materie med Møye efterlede,
Jeg ey om gamle Skoe et Vers kand sammensmede,
Ey andet sige, hvor jeg end mig vilde snoe,
Min Hierne banke, end at det er et Par Skoe.
Man har jo saadant nok, man har jo Brandtes Viser,
Som siunges med Fiol i begge Paradiser;
Man haver jo paa Riim en Hoben daglig Snak,
Der udi Sække-Tal gaaer af som Almanak.
I alle Gader man med Magt sig jo maa trænge
Igiennem Viser og igiennem hæse Drenge,
Der skrige Øret fuld hver i sin Melodie:
Ny Viser! nu om Mord, nu Brand, nu Hexerie,
Om en, der henges skal, om Rov, om vanskabt Foster;
Thi hos de fleste Snak alleene Penge koster,
Og hvis Materie ey hiemme findes kand,
De som forskrive Snak fra andet fremmed Land.
En Mand i Lybek kand ey eengang slaae sin Kone,
Det sættes skal i Vers, og føres her i Tone.
I siger: saadant dog Poëten Penge gir;
Just for den Aarsag skyld jeg meer satirisk blir.
Jeg seer, ved Bryllups-Vers man sig recommenderer;
Man nu til Bryllup, nu til Velkom inviterer
En Rimemager, som har vidnet med sin Pen,
At Bruden Møedom har, at hun er skiær og reen.
For Epitaphier man sig betale lader,
I Sørge-Stuer man kand derfor slikke Fader;
Ja en Lykønskning giør og mangen Snyltegiæst
Til Ride-, Lade-Foged, Præceptor og til Præst.
Men saadant mig ey fra min Skrivemaade skrekker,
Det til Satire meer min Musa kun opvækker.
Til Epitaphier jeg ingen Hierne har,
Med Brude-Vers jeg mig kun giorde reent til Nar.
Thi om jeg tvungen blev med Svøben over Hoved,
Om — — at skrive, jeg kun skrev: Han er hensoved.
Om — — jeg sagde kun: Her hviler denne Mand;
Det er i kort Begreb, hvad om ham siges kand.
Om — —, som Dommer var, jeg ikkun skrev saaledes:
Han længe Raadmand var, han havde mange Sedes.
Jeg otte Rimere nys prise saae en Brud;
Hos mig det ikkun dog saa skulde faldet ud:
Jeg seer et yndigt Syn, — — — — sin Brud fremleder;
Jeg troer for Rimets skyld, han aldrig blir Hanreder.
Om jeg og giorde Vers til en og anden Bog,
Gemeenlig blev kun saa mit Epigramma dog:
Her rigtig en Copie man seer, Originalen
Er trykt for sexten Aar til Münster i Westphalen,
I Frankfort, Basel, Cöln, i Leipzig eller Hall,
Som vidimeres af Decano derfor skal.
Saa min Lykønskning selv blev ikkun til Satire.
Jeg kand ey giøre hvit til sort, ey tre til fire.
Om jeg Natur forsvor, jeg mig bevæge lod
At prise en Poët, som er, mod andre, god,
Til — — Berømmelse jeg dette kunde sige:
I Sprog, i Ziirlighed han haver faa sin Lige;
Ham Publicum i sær er derfor skyldig Tak,
At han heel ziirlig end udfører daglig Snak.
Jeg over — — kun slig Betænkning kunde have:
See en Poët, der Vers for Høye giør og Lave;
Med Tankerne han nu i tredie Himmel er,
Nu længst ved Volden man dem atter flyve seer.
Jeg ved de kiønne Vers hans Skrift kand comparere,
Som paa et Vaffel-Huus i Holland skrevne ere:
Als Phaëton door Stoutheit van den Hemmel viel,
So baeckt man Waflen hier op myn Ziel.
Saa gaaer det, naar jeg mig til slige Skrifter binder;
End i Caresse Gift hos mig man altid finder,
End naar jeg roser, selv da fældes saadan Dom.
Siig, kiere Svoger! da, hvad skal jeg skrive om?
T: Hør Broder! det er best, at I om intet skriver;
Saa lever I i Fred, og jeg uskaaret bliver,
Saa jeg min Potte Øll kand drikke udi Roe
Paa Vester-Gade i Knapnæring, Nummer to.
Jeg ey beskrive kand, mod Elvte Junii Tide
For Eders skyld hvad jeg maa i tre Hiorter lide,
Sær udaf Folk, som er fra Callundborg og Aars;
De sige: han er Ven og Svoger af Per Paars.
Det er Begyndelsen. Tænk, hvor mig Øllet smager,
Naar man den Strenge sig at stemme foretager.
Af Elvte Junii Folk en Kurv-Vogn kommer ind;
Af heele Ladning een er ey af andet Sind.
Snart Piben stoppet er, man tar Per Paars af Lommen;
Af Tonen, naar man læs, jeg straxen gietter Dommen.
Naar af tre Skillings Øll et Kruus i Liv man faaer,
Da heele Vogne-Læs mig strax paa Klingen gaaer.
H: I saadan Hidsighed hvad pleye de at sige?
T: Adskilligt. Stemmerne vel ere tidt ulige;
Man generaliter er deri eenig dog,
At det en Slyngel er, som skriver saadan Bog.
Ey nogen gir Qvarteer, fordømmer uden Naade,
Een dræber dog paa een, een paa en anden Maade.
Jeg derfor ikke meer i slige Huuse gaaer.
Hør, hvad Censur jeg der fik høre for et Aar:
Jeg kom at tale lidt med Manden i tre Hiorter.
Jeg fandt om Bordet Folk af allehaande Sorter:
Een læsed nu et Vers, nu tog en Priis Tobak,
Nu loe, nu pønsed, som han skulde spille Schak;
Nu knikked, banked han sin Mazarinske Hierne,
Og sær hvad intet er, han tegned med en Stierne;
Som en Politicus ey taled mange Ord,
Men gik og viskede fra et til andet Bord,
Og sagde: kiere Børn! jo meer jeg derpaa grunder,
Jeg da (saa Mary) seer, der er helt andet under.
Een intet skilled for sit tykke stridigt Haar,
Som Øynes Skiermbredt var; paa Nakken deraf slaaer,
For eet Glas Brændeviin den hele Bog han bytter,
Han siger: hvor til dog slig selsom Galskab nytter;
Han Kruset tar igien, sin Dotter Bogen flyer,
Ey skiller mellem det og Ulspeyls Eventyr.
Een, hvert et Greb han giør i Lommen, saadan taler:
De Penge og er spildt; Skam faae han for min Daler!
Een leedte efter Riim, saae ingen Prosodie,
En anden efter Ord, fandt ey Ortographie.
Een bliver gandske rød om Hovedet, een blegner,
Han seer sin Characteer, og strax med Bliant tegner
Alt hvad mod hannem er. Paa mig han sigtet har,
Han siger høyt; men lavt: thi jeg er saadan Nar.
Een heel andægtig var, i Hoved hvid som Due,
Den gamle Ærlighed man saae end paa hans Hue,
Han brugte Moder, som paa Kirke-Tavler staar,
Som i Sanct Erics Tid han udi Klæder var;
Af Ærlighed han ey end læse vil Postiller
Indbundne paa Fransøsk, paa Næsen sætter Briller,
Sig helder paa sin Stav med Knap af Elfenbeen.
Paa Titul-Bladet da han saae Hans Michelsen,
Han løfter Huen af, ved Nik tilkiende giver,
At Navnet stod ham an, og vel til Mode bliver;
Men da han læsede, han anden Farve fik,
En nidkier Svede som en Flod af Panden gik.
Paa hver en Sang en god Afstikker drukket bliver,
Jo meer han læs og drik, jo større blir hans Iver.
Hvad Autor er for en, han udaf Verten spør,
Han undrer over, at man saadant skrive tør;
Han siger: hvert et Blad er mod en Troes Artikel,
Det ey til Navnet svar, slig Bog ey giør en Mikkel,
I hver en Linje jeg Forfængelighed seer,
Endsiønt det heele Skrift med Græsk broderet er.
Een sat sit lærde Glas for Chronologisk Øye,
Fandt fleere Hoved-Feyl, end Knapper paa sin Trøye;
Doctrine temporum jeg paa hans Pande saae,
Og to Scaligeri, een i hvert Øye, staae.
Paa Kobberstykket een slog Øye med Grimacer,
Af en Smør-Æske tar sin Geometrisk Passer;
Jeg saae ham Stykkerne paa alle Kanter snoe,
Han sagde, hvis jeg først kun fandt Septentrio!
Han Anholts Landkort tar, med Bogen confererer,
Paa Bordet Stræger sig med Passeren formerer,
Imedens Verten stod i dyb Melancholie,
Og saae sit Bords Ruin ved slig Pedanterie.
Een stod og raged i en hoben Disputazer,
Hans Mine var som eens, der excerperer Phraser,
Paa Fingre man saae Blek, i Panden Snustobak,
Som Tegn til Lærdom var ey mindre end hans Snak.
Hvor bange jeg end var, saa maatte jeg dog grine,
Naar jeg betragted ret hans Orthographisk Mine.
Alt, hvad han taled, var om Gloser, Poësie,
Han Sundheds Skaaler selv drak efter Prosodie.
Hvad skreven er paa Dansk, det agted han kun føye;
Paa Bogen kasted lidt sit Nomenclatorsk Øye,
Men til Ulykke først fik fat paa tredje Sang.
Han læsde, raabte: man seer Lærdoms Undergang.
Naar Lærde fange an med Lærdom at raillere,
Da en Barbaries — jeg tør ey sige meere.
En skulde have giort slig Bog, da jeg var Rus,
Han havde bleven brændt som en Hæreticus.
H: Men, naar Hr. Svoger hør slig Snak og saadan Pralen,
Hvi beder han ey een at læse først Fortalen?
En anden viis kun smukt hen til Hans Michelsen,
Og siig: hvo græder, den sin Daler faaer igien.
Siig til den Tredie, der med slig Foragt det læste:
Det skreven er for Folk, ey for vor HErres Hæste;
Den fierde, der er vreed, og seer sin Characteer:
At, naar han ændrer sig, han der ey Sted har meer;
Den femte, der er fuld af saadan geistlig Iver:
At og ved Skuespil en Synder omvendt bliver.
Siig Børn at læse eet, et andet kloge Folk;
Af dem hver Nøgel har, og læser uden Tolk.
Siig andre, som i Paars Chronologien leeder,
Siig kun paa mine Ord, at det ey andet heeder,
En med en Liimstang gaae, og giøre sig til Nar.
Giv ikkun kortelig hver Censor saadant Svar.
See til, Hr. Svoger! at for alting I ey glemmer
Den lærde Skolemand og Disputatze-Kræmmer;
Om Romer-Hosebaand, siig, naar han disputeer,
At han Academie prostituerer meer.
Siig, naar han giør en Bog om Græske Under-Buxer,
At af den Sæd Foragt for Lærde Folk opvoxer;
Siig, at den tredie Sang mod lærd Pedanterie
For Universitetet er som Apologie.
Naar med Pedanterie de Lærde selv raillere,
Er Tegn, at alle ey besmittet dermed ere:
Naar han for Gloser slaaes, jeg dermed bruger Spil;
Siig, at han aabner Mund, men jeg den stopper til.
T: Hr. Svoger er saa god, dem saadant selv at sige;
Jeg vil imidlertid bag Døren staae og kige,
Og kun for Sikkerhed see an, om eders Krop,
Om eders Ryg kand mod Vognkieppe holde Trop.
Jeg vil, men ved mig selv, dem sagte Skields-Ord sige
Som en oprigtig Ven, og derpaa hiem mig snige.
Naar en skal have Hug for slig Apologie,
Da Svoger nærmest er. Jeg ellers derudi
Er heel betænksom; thi af Frygt jeg alting taaler,
Naar slig Censur jeg hør, jeg sidder, drikker Skaaler.
Ved saadan Leylighed jeg ofte ønsket har,
Gid at Hr. Svoger med Peer Paars paa Bloksbierg var.
H: Ach! saadan Snak en Ven og Svoger ikke sømmer.
Hvo har fornuftig Siel, og saadant Skrift fordømmer?
Som bitter Medicin en sund Satire jo er,
Som en Chirurgisk Kniv, der heeler, naar den skier.
Den saarer Hierterne, men dennem siden læger,
Den først til Hevn, men strax til Kierlighed bevæger.
T: Ja den Bevægelse har gierne samme Skik,
Som hos Poëterne har Orphei Musik;
Den alting rører, ja saa kraftig stundom klinger,
At Steen om Ørene, og Stok paa Ryggen springer.
Jeg ey kand sige, om den anden Virkning har.
Hvo lide vil, at han afmales som en Nar?
— — er en Giek; maa han for Eder det ey være?
I maa for hannem jo ey Narre-Kappen bære.
Han er jo vel tilfreds, og nøyes med sin Stand,
Han sig fornøye selv og andre dermed kand.
— — Bøger, det er sandt, man seer heel ofte skrive,
Hvor med, ey nægtes, man jo Rotter kand forgive;
Lad andre læse, som har derudi Behag.
Hvis I Decanus var, det var en anden Sag;
Hvis ved Fundatz I nød var sligt at revidere,
Jeg vilde tie, og alt saadant pardonnere.
Det selsomt er: naar een beklakker sit Papir,
Som han selv haver kiøbt, I alarmered blir.
See, kiere Svoger! til, at I ved slige Noder
Paa Halsen ikke faaer all Verdens Urteboder;
Ved saadant Kræmere I jo i Skade før.
Af reent Papir man og ey Svovelstikker giør.
Hvor fik man Convolut til Flesk, til Sild, Medister?
Paa hvide Post-Papir man Spege-Lax ey rister;
Af saadan Bog i Hast man river ud et Blad,
Og giør til Fundament til Retter paa et Fad.
Hvis hver som Grotius, Erasmus skulde skrive,
En farlig dyr Tid paa Papir da vilde blive.
Een lad, een gierrig er, pedantisk, underlig;
Men viis mig een, der af slig Læsning ændrer sig.
Satire ham til Hævn og ey til Bedring driver;
Han er den samme, og Poëten hadet bliver.
Af en Satirisk Sæd see ikkun efter hvad
Opvoxer: det er Hævn, Forbittrelse og Had.
Man kaster udi Fleng, og en og anden rammer;
Hvo treffes, deraf ey forandres og sig skammer,
Men pønser kun paa Hevn. Skriv derfor sligt ey meer;
Skriv hvad I vil, men ey hvad Verdens Feyl beleer.
H: I, kiere Svoger! kand med saadant ey mig skrække;
Man da, paa eders Ord, ey burde heller præke.
Subtilest Raillerie tidt største Force har.
Een taler reene Ord og siger: den er Nar,
Den Drukkenboldt, Coujon, den taabelig, udygtig,
Den Hoerkarl, gierrig, dum, den doven, og den flygtig.
En anden derimod er konstig og subtil;
Han straffer samme Feyl, men udi saadan Stiil:
— — stor Ærbødighed har for de gamle Fædre;
Af dennem seer man dog ham Noah mest at hædre,
Thi han de beste Raad gav Mennesket mod Tørst,
Han lærde Verdens Børn at plante Druer først.
— — sterk og hidsig Drik i Munden aldrig tager,
Han Viin og Brændeviin, ja Øll end ikke smager,
Undtagen eene naar upasselig han er;
Men han en Helbreds Stund fast aldrig har desvær!
— — af Medlidenhed for intet Folk curerer,
Sig glæder derfor, naar han hør, at Folk creperer;
Naar ingen meer er syg, han tidt om Aftenen
Gaaer ud, blesserer, for at læge Folk igien.
I — — Guds Dyrkelse man egen Iver skiønner:
Før han i Kirke gaaer at giøre sine Bønner,
Bedriver han en grov og en forsætlig Synd,
Med større Alvor at han læse kand, og Fynd.
— — Skrive-Geist man jo skinbarlig deraf kiender:
Paa alle Steder man dem seer i Folkes Hænder;
Ham giøres Ære, han det haver og forskyldt,
Han aldrig skrev et Vers, det blev jo strax forgyldt.
— — synes ligesom han Dommere vil lære,
Og viise dem, at blind Justitia bør være;
Man derfor sovende i Retten hannem seer,
Persons Anseelse hos ham saa ikke er.
Det ofte giør mig ont, jeg høre maa med Smerte,
At man beskylde — — at have lidet Hierte:
Han har det snart for stort; thi udaf Vigtighed
Det en og anden gang i Maven siunker ned.
Saa dræber een subtilt, en anden Struben fatter,
Een slaar ihiel med Magt, en anden kun med Latter.
Man i Methoden dem kun differere seer,
Den samme Ting, kun ey paa samme Maade, skeer;
Men for Methodens skyld man dog hos een fordømmer
Det samme, som man i en andens Mund berømmer.
Straf derfor, Svoger! meer min Skrivemaade ey,
Straf og en Prædikant, som gaaer den samme Vey.
T: Jeg laste Autor kun, jeg laste ey hans Skrifter;
Een Roes, een Last fortien, og giør dog eens Bedrifter.
En General-Fiscal paa Fingre alle seer,
Fortiener derfor Priis; Thi det hans Embed er.
En anden, dertil som er ey autorisered,
Blir derfor billigen af alle censurered.
Hvo Eder sættet paa slig Dommer-Sæde har?
Troe mig, ved slig Censur man giør sig selv til Nar.
H: Slig Nar var Socrates, slig Daare er hver Cato,
Hver Plautus, Seneca, hver Persius, hver Plato,
Hver Aristophanes, og hver Terentius,
Hver Juvenalis, ja enhver Philosophus.
Hvo dennem haver sat til Feyl at censurere?
Hvo giver dennem Lov til at moralisere?
Man seer sig jo med Lyst hos dennem udi Speyl,
Hvi hos mig eene just skal saadant kaldes Feyl?
T: Med Moralister hvo mod Verden sig vil væbne,
Maa underkaste sig og Moralisters Skiebne:
Det er ved Pennen at tilskrive sig Fortræd,
Ved andre Skrifter da man nyder Værdighed.
H: Jeg veed, Invidia og Irus dem geleyde,
Der saadan Strænge rør, mod Verden føre Feyde.
Jeg sligt dog ændrer ey; min Musa er for kaad,
Den i Bevægelse tidt sætter saa mit Blod,
At jeg ey sove kand, før jeg i Pennen fører
Alt Galskab, Giekkerie, alt hvad jeg seer og hører.
Ved mindste Leylighed min Musa siger: Skriv,
Her er Materie, gak hen, Afrisning giv!
Jeg ofte siger ney med en Catonisk Mine;
Det hielper ey, thi jeg omdrives som Machine.
Jeg disputerer tidt, jeg bander, og seer suur;
Den leer, og siger: du ey ændrer din Natur.
T: Ach! skal man af sin Geist sig lade saa bedaare?
End om Hr. Svoger lod sig engang slaae en Aare,
End om han til Forsøg sig sætte lod Clysteer,
Maaskee han skulde ey moralisere meer.
Thi (her imellem os fortroeligt sagt, Monfrere!)
Naar I med eders Paars vil Verden reformere,
Hvor ærbar jeg end er, jeg dog i Hiertet leer,
Thi jeg en Don Quichot med rette Farve seer,
Der paa en Skindmær med en gammel rusten Klinge
Vil rense Jorder, og all Verdens Kiemper tvinge.
Man, for Eksempel, seer en Philosophisk Skat
Begraven i det Slag med Blok og Gunnilds Kat.
H: Jeg vil, Hr. Soger! ey med eder tale meere;
I har en selsom Smag. Jeg kun vil appellere
Til denne gode Mand, der med Taalmodighed
Har høret alting an, og frem for andre veed
Og er beqvem at see en Ting med rette Øye;
Der Kiernen søger, ey med Skall sig lader nøye;
Hvis mindste Ord for mig er en gienstridig Dom,
Som for en Portugis en Canon giort i Rom.
Siig ubesværget da, døm mellem os, min Herre!
Hvad I i denne Punct kand see og udi fleere.
I den Apollo er, for andre, i vort Land,
Der paa Poëters Luth en Skurren høre kand;
I som ey eene lærd, men ogsaa er polered;
Med andre eder ey tilbage har studeret;
Hvis Hierne Liggendfæ af all slags Lærdom bær,
Men dog et Chaos ey, som manges, bleven er;
Er lærd, men ey Pedant; har Iver, ey Affecter;
Der elsker Sprog, men dog for Gloser ikke fægter;
Der seer, men dømmer ey; ey Censor er, men Tolk;
Der selv er lærd, men dog ey hader lærde Folk;
Kort, der besidder all den Skat, som Lærde pryder,
Alt, hvad de eye, har, undtagen deres Lyder:
Siig eders Tanke da om dette Katte-Slag,
Siig, om I læser det og med min Svogers Smag.
A: Hør! jeg til eder mig kun vender, Monsieur Tøger!
Hans Mikkelsen for mig, for eder ey giør Bøger;
I tidt fordømmer det, som dog er størst Zirat.
Jeg beder, at I rør mig ey ved denne Kat.
Just den Passage meest jeg udaf alle skatter;
Den udi kort Begreb det heele Verk befatter.
I Nye Boder man det læser for at lee,
I store Gader dog Folk andet deri see.
Paa Anholt Mikkelsen en Rendesteen beskriver;
Af saadant Curtius meer censurered bliver,
End af en Clerico: han med sit lærde Skrift
Blessurer Autor gir, her dræbes han med Gift.
Fast intet er omsonst, hver Linie er Morale,
Anmerkninger og Text, samt Titul og Fortale.
Tidt sterkest Satyra det latterligste er.
I alle Bøger man ey finder Characteer
Paa visse Lyder, som man deri censurerer;
Thi han gemeene Feyl fast aldrig criticerer.
Maaskee, i Graven naar forraadnet er hans Krop,
Maaskee, naar ved hans Død all Avind holder op,
Man slaar paa anden Streng, i anden Tone spiller,
Man seer med Øyne det, man nu ey seer med Briller.
Lad være, Lærdom ey er skiulet derudi,
Lad være, at det er kun simpel Phantasie:
Et kunstigt Arbeyd, skiønt det er af ingen Nytte,
Med lærde Skrifter dog en Kiender ey vil bytte.
Man seer i Priis end et unyttig Contrafey,
Man for Æneæ skyld Maronem læser ey.
Jeg seer en Hoben Trøst tidt udi Brandtes Viiser;
Et Blad i Bordings Vers mod alle dem jeg priser.
Man med Forundring læs Homeri gyldne Bog
For Phantasiens skyld, ey for det Græske Tog.
Hvad af Petrarcha og Guarini kand man lære?
Af dem Italien dog haver største Ære.
Jeg bytter Bøger, som — — holder for en Skat,
For Tasso, ja kun for det Indfald om hans Kat.
Naar Spanien roses skal, man den jo ikke nævner,
Som skriver Lexica, og udaf Lærdom revner;
Man en Qvevedo, skiønt unyttig, nævner før,
Man Landets Ære en Cervantes kalde tør.
Skal Frankrig roses, paa Tapetet er Moliere,
Racine, Boileau, Corneille vi citere.
Man med Forundring læs end Sladder hos Scarron;
Man takker for sin Flid du Frêne, Mabillon:
Een Hoved bruger meest, en anden meere Hænder.
Man Geist af Poesie, og smukke Tanker kiender.
Vel Commentarier eens Lærdom vise kand,
Til Jurisdiction behøves vel Forstand;
Men det er dog ey hvad hos Viise Θειον heeder:
I Digt Philosophie, Genie man ikkun leeder.
Sæt en Trebatium mod Maro udi Rom,
Tribonianum sæt mod en Ovidium,
Moulin mod Boileau, Cujace mod Moliere;
Een skaffer Landet Ret, en anden skaffer Ære,
Een sig af Lærdom, een af Geist sig viiser rig,
Een klog, skarpsindig er; een er guddommelig.
H: Jeg troer, min Herre! ey, han saadant applicerer,
Med store Skrifter at han mine comparerer,
Men saadant fører frem alleene til Beviis,
At ved unyttigt man tidt meest fortiener Priis.
Mod dem jeg taler kun, der mine Vers berømme,
Men som unyttige alleene dem fordømme;
Der vel bekiende, at det er en sindriig Bog,
Men sige: hvortil tien og nytter saadant dog?
Jeg skriver eene ey for at moralisere,
For Folk ey eene, men og Sproget at polere;
Min Pen uskyldig er, den skriver for at lee,
Jeg nævner tidt en A, jeg maler tidt en B,
Jeg stundom Navne, og Personer tidt opdigter,
Men skyder udi Fleng, i sær paa ingen sigter.
Med Troe og Øvrighed jeg aldrig Feyde før,
Men vel mod den, som til Stats-Criticus sig giør.
Jeg over Satyras end tidt satyriserer;
Saa tidt jeg Tempo seer, jeg med mig selv raillerer.
Til anden Satyra, troe mig, Hans Michelsen
Vel haver Hierne, men ey Blek, Papir, ey Pen.


About Ludvig Holberg


Read more...

Poet of the day

Little is known about Robert Henryson's life, who was a very well-known Scottish author much admired by his contemporories (often described as the 'greatest' Scottish medieval author); who wrote in middle-scots in the second half of the fifteenth century, and mainly during the reign of James III. He 'possibly' attended...
Read more...

Poem of the day


Festlig bredte sig Faklernes Glands fra kneisende Høisal
I den dæmrende Nat, da Ikarios, Høvding i Sparta,
Fæsted sin Datter bort, den yndigtrødmende Jomfru,
Penelopeia med hviden Slør til Drotten Odysseus.
Hundrede Harper klang i den kølige Nat, medens Maanen
Iled med Jomfrugang i den...
Read more...