Andre troe, det er nok,
Naar et Suk, en flygtig medlidende Taare
De offre til Næstens Sorg.

Dig dog syntes kun lidt
En magtesløs Graad,
Men med Tungen skærpet til Kamp,
Med Løvemod i Barmen,
Med Begeistringens Ild
I den blussende Kind
Stred du for Sandhed og Ret.

Og mangen Gang har du trodset
Den faldende Regn
Og den iiskoldtstormende Østvind;
Kun lidet agtede du den,
Og lidet den end koldere Vind
Fra Spotterens Læbe,
Naar det gialdt at kæmpe for Menneskers Vel.

Ofte du banked
Paa du Mægtiges Døre,
Ei for dig, men for den,
Der uskyldig mod Vanheld stred;
Aldrig den Gang var dig tung,
Der bragte den Trængende Hielp,
Og tidt har du vakt med et dristigt Ord
Af Søvn den slumrende Retfærd.

Havde du levet i Tider,
Hvor det gialdt
Med ubøiet Sind
At bøie sin Nakke for Staalet,
At besegle sit Ord med sit Hierteblod,
At offre sit Liv for den Elskedes Frelse,
Da var du vandret til Graven
Med dristig Fod,
Og som Heltinde
Havde sildige Slægter dig priist.

Ogsaa nu vil ei de dig glemme,
Thi en ædel Digter,
Danmarks herligste
Valgte dig fremfor alle vort Lands
Guldlokkede Piger,
Og bandt sin Skiebne til din,
Og længe stod du ved hans Side,
Trofast med skærmende Blik
Vaagende, værgende,
Kæmpende, aldrig hvilende,
Naar det gialdt dine Elskedes Vel.

Men den, som ei mildner sit Ord,
Som ei bøier sit Mod,
Som ei at smigre forstaar,
Er besværlig tidt,
Thi Sandheds Sol er for stærk for den Svage,
Og Tusmørket elske vi meest,
Naar den langsomtbesnærende Dæmring
Drager sit Slør
Over Himlens rødmende Kind. -

Derfor miskiendte Verden dig,
Og Feighed svimled
Ved at skue det Mod,
Som den ei begreb.

Enkelte dog forstod dig,
Og de vide det vel,
At aldrig et troere Hierte slog
I en Qvindes Bryst.

Men Et jeg kiender
Som paa Jorden du savned,
Et Blik af den valmubekrandsede Aand,
Den i sig selv hvilende,
Der lærte Stiernen at skinne med dæmpet Ildblik,
Med Mildhed og Fred
Fra dens høiere Kreds
Paa Tidens Vexel og Menneskets Vilkaar.

Derfor kom han, den seirende Helt,
Smertens Betvinger,
Forfængelighedens Fiende,
Sandhedens strenge Ven,
At trykke sit Kys paa din Læbe,
At række dig sin sneehvide Seierskrands,
At ryste Støvet af din Aands Vinger,
Og at svale din ildfulde Siæl
I Evighedens Bølger.


About Johannes Carsten Hauch


Johannes Carsten Hauch (May 12, 1790 - March 4, 1872), Danish poet, was born of Danish parents residing at Frederikshald in Norway. In 1802 he lost his mother, and in 1803 returned with his father to Denmark. In 1807 he fought as a volunteer against the English invasion. He entered the university of Copenhagen in 1808, and in 1821 took his doctors degree. He became the friend and associate of Steffens and Oehlenschläger, warmly adopting the romantic views about poetry and philosophy. His first two dramatic poems, The Journey to Ginistan and The Power of Fancy, appeared in 1816, and... Read more...

Poet of the day

Little is known about Robert Henryson's life, who was a very well-known Scottish author much admired by his contemporories (often described as the 'greatest' Scottish medieval author); who wrote in middle-scots in the second half of the fifteenth century, and mainly during the reign of James III. He 'possibly' attended...
Read more...

Poem of the day


Festlig bredte sig Faklernes Glands fra kneisende Høisal
I den dæmrende Nat, da Ikarios, Høvding i Sparta,
Fæsted sin Datter bort, den yndigtrødmende Jomfru,
Penelopeia med hviden Slør til Drotten Odysseus.
Hundrede Harper klang i den kølige Nat, medens Maanen
Iled med Jomfrugang i den...
Read more...