Man hørte andet ey i Skoven, end Ulykke:
Strax derpaa spilled blev et andet Sørge-Stykke,
Som og var Virkning af Pandoræ Uhelds Kar,
Og Tiger-Hierter selv til Medynk bøyet har.
To ædle Hyrder i et Huus tilsammen bode,
I stor Forening med hinanden disse stode,
Den ene Damon hed, den anden Tityrus,
De selv, Hyrdinder, Børn bebode samme Huus.
Paa skiønne Øxen, Faar de vare begge rige;
Blant dem særdeles to dog havde ingen lige,
Men andet Stoldens Qvæg i Tegning og i Skik,
Som Solen udi Glands Planeter, overgik.
En førte Navn af Bus, Boeidion den anden,
En snee-hvid tegned var med Purpur-Plet i Panden,
Den anden af Natur var farved Himmel-blaae,
Med hvide Pletter sprængt, som Stierner man dem saae
Paa Himlens Firmament. Saa danned vare begge;
Men til Naturen dog man søgte Konst at legge.
Nu overstrøg man Horn med konstig Purpur-Glands,
Nu man af Roser og af Lilier fletted Krands,
Som man ved Horn og Hals til Prydelse lod fæste.
Med all den Herlighed dog fattedes det beste:
Thi Hyrderne dem ey tillod blant andet Qvæg
Sig at forfriske med uskyldig Lyst og Leg;
Saa Skiønhed dem betog all Frihed, giorde Træle.
Imellem dem var dog to tynde Skilrums Fiæle,
Hvis Sprækker aabned Vey til de forlibte Ord,
Som stifted Elskov, men forfremmed begges Mord.
De overlagde med hinanden at undvige,
Og sig ved Morgenstund af Fængselet at snige.
En Dal i Lunden blev benævnt til Sammel-Sted,
Hvor skulde høstes Frugt af planted Kierlighed.
Da, før man stige saae den gyldne Morgenrøde,
Før Solen tørred den Dug-vaade Jordens Grøde,
Ja alting stille var, ey Tunge rørte sig,
Alene Luften giald af Uglens Sørge-Skrig,
See! da Boeidion til Flugten sig bereder,
Med agtsom Møye Vey til Uheld efterleder,
Og, da end hvilede i Stolden Faar og Qvæg,
Hun passed Tiden, og sig ud af Fængslet sneg,
Til Dalen kom, hvor man en kølig Bæk saae rinde.
Der, ventende paa Bus, hun øyned en Løvinde,
Som fnysend trinned frem af tykke Ceder-Skov,
Og bar i blodig Mund en Levning af et Rov.
I denne Alder det en Mode var at røve,
At myrde, slaae ihiel, og alle Laster øve.
Det Rov, Løvinden bar, var Hoved af en Koe,
Som fangen var og myrdt mod Løfter, given Troe.
Hun ved et Ceder-Træe da Rovet fra sig kasted,
Til samme kølig Bæk Tørst-brændend derpaa hasted.
Da Heden stilled var, hun bortgik, og forlod
Det horned Hoved ved den samme Ceder-Rod.
Boeidion af Frygt forstak sig i en Hule,
Og der besluttede sig nogen Tid at skiule,
Til Dyret borte var, og Faren overdrev.
Men til et Sørge-Spill slig Skiul en Aarsag blev.
Af Østens Purpur Dør da Verdens Lys fremtrinned,
Men med Sølv-skiolded Bryst, og ey som vanligt skinned,
Den dunkel var og graae, gik seen, tvivlraadig frem,
Som den, der frygter, og seer efter Veyen hiem,
Saa Nattens Fakler sig imod dens Aasiun styrked,
Paa Horizont stod stil, som naar den er formørked,
Den hele Himmel-Vold tilkiende give lod,
At udi Daphne Skov en Uheld forestod.
I saadan Sørge-Dragt alt Solen var oprunden,
Da Bus end stille laae med Søvnens Lænker bunden.
I falske Billeder han saae sin Elskovs Høst,
Laae udi Drømme paa sin kiere Mages Bryst.
Men Natte-Phantasie med Sielen ofte spiller,
Naar Uheld nærmer sig, den Vellyst forestiller.
Her Kierne vises, hvor er dog kun Orme-Gruus;
Cometen truende staaer over Brude-Huus.
Imidlertid da sligt i Dalen Koilas skede,
Bus af et Hanegal advared sig beredde,
Sin kiere Mage at omfavne sammested.
Da han i gule Sand blev vaer Løvindens Fiæd,
Hans Blod strax isnede, hans hele Legem bæved;
Men da han Rovet saae, mod Himlen han sig hæved,
Udøsed hule Suk, og sagde: Denne Nat
Forraadet haver to forened Siele plat.
Jeg som Forræder bør af alle høre ilde,
Jeg burde møde først, men kommer dog forsilde.
I Løver, Tiger-Dyr, som boe paa dette Sted,
Af Huler kryber frem, af Høye stiger ned,
Anfalder, griber an Boeidions Forræder,
Omkommer, sluger op den grummeste Misdæder!
Men den er jo forsagt, som andres Hielp begiær;
Hvad hindrer, at jeg selv min Leve-Traad jo skiær?
Han i Fortvivlelse til Bækken derpaa hasted,
Og der sig Hoved-kulds, hvor den var dybest, kasted.
Saa blev Vellystens Sted forvandled til en Grav,
Han efter nogle Suk sin Aande der opgav.
Boeidion, som laae imellem Frygt og Længsel,
Omsider fatter Mod, udkryber af sit Fængsel,
Med fryftsom Øye seer sig allevegne om,
Og endeligen til den fæle Grav-Sted kom.
Der hun sin Elsker fandt, som endnu var i Live,
Med Døden kiempe, og sin Aande at opgive.
Før Sielen udfoer, han i disse Ord frembrød:
Mon det en Skygge er? Ney, vist af indbildt Død
Jeg til Fortvivlelse og egen Mord er dreven;
Jeg af Vildfarelse min Banemand er bleven.
O hvilken Hendelse! o et fortvivlet Mord!
I sidste Siele-Gisp udsuktes disse Ord.
Boeidion da saae sin Glædes-Sol neddale,
Men neppe gav et Suk, langt mindre kunde tale.
Som en Febricitant, naar Heden heftigst er,
Man uden Pine fast og Krympten ligge seer,
Han ey udøs et Suk, er taalig, ikke klynker,
Ja ey begribe kand, hvi andre hannem ynker;
Naar Heden tager af, og sagtes første Storm,
Da Smerten føles, han sig vrider som en Orm,
Sygdommens hede Gift da allerførst han kiender;
Til Lægen, som var nys foragted, han sig vender,
For Øyne svæve da Elendighed og Nød,
Det krumme hvasse Lee, den fæle blege Død:
Saa her Boeidion, da første Storm ophører,
Først Smerten føler, og mod Himlen Klage fører,
Da Taare Strømme-viis med Sukke brøde ud,
Og slige haarde Ord mod Elskovs blinde Gud:

Slige Gierninger du øver,
Offer, Altar dog begier,
O Cupido, Siele-Røver,
Ondskabs-Stifter! du dig her
I at yppe ey har skiemmet
Dobbelt Uheld med eet Skud,
Og din Ondskab har forfremmet
Med at myrde, rødde ud
To Hiert-elskend kiere Siele.
Du din Bue spændet har,
For at saare; i at hele
Aldrig du saa villig var.
Mon den fød er af Gudinde,
Som Udyders Samling er?
Ney! af giftig Helveds Qvinde
Jeg en Plante heller seer.
Tigerinde er din Amme,
Som Alecto har betrod,
Dig opklækket har den samme
Ey med Melk, men Tiger-Blod.
Grumme Parcæ, I som tvinger
Alting med beslutted Raad,
Dreyer om med Almagts Finger
U-helds, Lykkens Spinde-Traad,
Livets Grendser foreskriver,
Som man ey maa overgaae,
Og til Døden Varsel giver,
Naar er Tid at banke paa!
Naar som Traaden er udvunden,
Tenen nok er dreyed om,
Leve-Tiden er forsvunden,
I forkynder Dødens Dom.
Jeg all Skiebnens Raad foragter;
Jeg afskiærer selv min Traad,
Gaaer til Acheron, og fragter
Dødens Færge, Charons Baad.
I maa eders Almagt prise,
Skiebnens Raad jeg kun beleer.
Jeg for Verden vil bevise,
Den paa Sand kun bygged er.
Intet holder mig tilbage,
Afgrund, Himmel, eller Jord,
Jeg jo følge maa min Mage
Her jo skee maa dobbelt Mord.
Najades, I Flod-Gudinder,
Som den køle Bæk beboe,
I mit Forsæt giør ey Hinder,
Lar mig hvile her i Roe!
Yndig Nympher! jeg udbeder
Liden Plet af eders Grund;
Det er alt, hvad jeg af eder
Søger i min sidste Stund.
Flodens Fiske herfra driver,
Hindrer dem at nærme sig,
At dem ey til Føde bliver
Dette ædle Tvilling Lig!

Hun derpaa Afskeed tog med Træer, Dyr paa Landet,
Og med heroisk Mod sig styrtede i Vandet,
Ved Flodens Nymphers Hielp faldt paa sin Elskers Bryst,
Og der udsukked Siel. Sligt var i Døden Trøst.
En Sole-Blomster, som saae an sligt Sørge-Stykke,
Blev saa bevæged af Boeidions Ulykke,
At den bortvisnede i samme Øyeblik,
Liv, Farve, Yndighed som hastig Røg forgik.
Den kielne Blomster kand ey megen Anstød lide,
Den tit af ingen Ting forskrækkes i Utide,
Saa mindste Hendelse og Uheld Sindet slaaer,
Nu er den Markens Zir, nu tør og visen staaer.
Gudinden Flora den ny Liv og Aande giver,
Vor Sole-Blomster til en Jomfru danned bliver;
Den, som paa Mark og Eng Naturen havde sat
Til Smykke, Prydelse, til Hove blev Zirat.
Paa Herrers Slotte man dens Afkom Frøkner kalder;
Thi Jomfru-Titel meer ey skyttes i vor Alder.
De alle Moderen derudi slægte paa,
At kun en stakket Tid de glimre, blomstrend staae.
Som Sole-Urter man dem hastig seer at spire,
Som Stierner skinne, og som Lilier Huuse zire,
Ved mindste Frue-Nik de dog maa vandre fort,
Ved et u-naadigt Blink de visner, tørres bort.


About Ludvig Holberg


Read more...

Poet of the day

Arthur Clement Hilton was born in 1851 and educated at Marlborough College and St. John's College, Cambridge, where he published in 1872 The Light Green, a collection of verse parodies.

After graduating from Wells Theological College in January 1873, Hilton was ordained deacon on March 1, 1874, became curate of...
Read more...

Poem of the day


There was the day we swam in a river, a lake, and an ocean.
And the day I quit the job my father got me.
And the day I stood outside a door,
and listened to my girlfriend making love
to someone obviously not me, inside,

...
Read more...