Saa syndig Lyst tog til med tusinde Ulykker,
Og Skovens Krønnik blev fyldt op med Sørge-Stykker.
Da Demogorgons Søn anvendte Flid, Umag,
Slig Uhelds Aarsag at frembringe for en Dag.
Ved Flid og Møye han udspeyded, men forsilde,
At Fru Pandora var til all Ulykke Kilde;
Men hendes Legem alt i mørke Muld var sat,
Og Skyggen svæved i Afgrundens tykke Nat.
Did Pan besluttede et Sende-Bud at skikke,
For at udforske alt til yderst Punct og Prikke,
Hvi Skoven opfyldt var med saadant syndigt Krud.
En ærbar skiegged Buk han dertil vælger ud,
Som udi Lærdom og Forstand ey havde lige,
Gav ham Befalning, til Plutonem at nedstige.
Der er en steilbrat Sti med Tidseler besat,
Som til Afgrunden føer og evig mørke Nat,
Hvor Glimt af gyldne Sol og hvalte Himmelbue
Ved evig afsagt Dom forbuded er at skue,
Hvor Mørket tager til ved hvert et Afgrunds Trin,
Og qvæler meer og meer den hvide Middags Skin.
Der tynde Skygger man af Døde seer passere,
Fra Legems Boeliger som skildte nyelig ere.
Den blege Vinter der bedekt med Storm-Skye staaer,
Af stinkend Stygis Vand en giftig Taage gaaer.
Den fæle Afgrunds Stad har tusind aabne Dørre,
Som tusind Skygger til de Dødes Boelig føre.
Som Sundet trækker Vand af Hav, af Aae og Flod,
Saa denne mørke Stad tar alle Siele mod.
Ved Porten Pluto gaaer vor Sende-Bud i møde,
Spør: hvad hans Idræt er blant Aander og de Døde?
Den skiegged Gedebuk ham svared med Besked,
Sit Ærinde beskrev med Fynd og Ziirlighed.
Da rasend Cerberus løb frem, ham vilde glube,
Gav et tredobblet Lyd af sin tredobbelt Strube;
Men Pluto med et Vink ham strax tilbage drev,
Da Tragi Creditif han saae og Sendebrev.
En høflig Trette strax sig reysed ved Indgangen,
De begge kieppedes af Høflighed om Rangen:
Thi Tragus Fortrin gav til Pluto, som var størst;
Men Pluto svarede: De skieggede gaaer først.
Ham derpaa villig ind i Skyggers Sale førte,
Hvor Tragus meget med Forundring saae og hørte.
Den store Hercules han der fandt Møller snoe,
Den sterke Thetis Søn for Penge at sye Skoe.
Semiramis, som Slot af Marmor her bebode,
Der i en Hytte sad, for Penge Skiorter tode.
Den store Nimrod selv, som Jordens Hersker var,
Smaa Stykker Fyrre-Træ til Svovel-Stikker skar.
Den Tvilling-Broder, som lod Verdens Dronning bygge,
Han med Forundring der saae Skillings-Øll at brygge,
Cambyses, Cyrus med en Saug og Øx i Haand,
Nitocris løbe om at sælge Snørebaand.
Nebucadnezar der staaer svedende og høvler,
Her en Darius for sin Føde flikker Støvler.
Ja Alexander selv paa alfar Veye sad,
Fremvised sine Saar, og om Almisse bad.
Philemon derimod med gylden Pragt fremtrinned,
Den fattig Baucis blant de andre Skygger skinned.
Da sukked Tragus, og slog Horn og Hoved ned;
Men Pluto svarede: Jer Vel-Ærværdighed!
Man andre Skaale her for Mennesker iskienker,
Det ikke her gaaer til, som man paa Jorden tænker,
Den, der foragtes, her man reyser Altar op,
Her den forsmædes, som var der paa Ærens Top.
Dog finder man og her end mange jordisk Herrer,
Som efter Døden man i Skyggers Boelig ærer,
Som Minos, Æacus, der Retviished og Fred
Paa Jorden øvet har, og stiftet Enighed.
Han derpaa aabnede nu et, nu andet Kammer,
Hvor Pine-Steder var, hvor hørtes Skrig og Jammer.
Hvad først for Øye kom, en jordisk Helgen var,
Af hvilken Remme man med skarpe Knive skar,
For andre slige med de samme at ophænge.
Da sagde Tragus: ach! den Mand var holdet længe
Gudfrygtig, dydig, from, for alle Synder reen,
Og skinnede paa Jord som Guld og Ædelsteen.
Da svared Pluto: Man paa Jorden ingen kiender
Hvor Hiertet skiuled er, hvor man kun seer til Tænder.
Han med udvortes Skin sin Næste skuffet har,
Skiønt Hierte, Siel dog fuld af Udyd, Ondskab var.
Man videre gik frem, blev vaer en anden Skygge,
Som nyeligen var qvalt af Rang- og Ære-Syge.
For ham to Karre stod af salt og svovligt Vand,
Hvoraf han drikker, men dog ikke ledskes kand.
Nest derved lod sig see en stor Histori-Skriver,
Af to Satyricis som stødt i Morter bliver.
Da sagde Tragus: Hvad har han bedrevet dog?
Han udi Livet skrev saa mangen zirlig Bog.
Da Pluto svarede: det just er hans Ulykke,
Paa grove Laster han i Skrifter har sat Smykke;
Hvis slige Hyklere i Verden ey var til,
Da ikke øved blev saa mangt et Sørge-Spil:
Thi hyklisk Lovsang Vey til Blods-Udstyrtning baner;
Hvis ey Poeter var, var ogsaa ey Tyranner:
De store Helte mod Naturen flette Riis,
Just fordi Mord og Rov dem legges ud til Priis.
Men Tragus kunde mindst af alle Ting begribe,
At han to Aander saae med gloend Tænger knibe
Diogenem, som Feyl oprykkede med Rod,
Mod Verdens Ondskab som en Klippe fordum stod.
Men all hans Ydmyghed, hans Dyder vare digted,
Ved sin Philosophie han ey til andet sigted,
End at berede sig et stort og prægtigt Navn,
For Øyet havde ey sin Næstes Tarv og Gavn.
Her i en Løgners Mund man stopper hede Gløder;
Der falsk Angiver man seer hænge op ved Fødder;
Her pustes Gløder op, og Ovnen giøres heed
For sex Tingstude, som var nyelig kommen need.
Men Tragus over sligt fast færdig var at daane,
Med saadant hæsligt Syn bad Pluto sig forskaane.
Sligt blev bevilged. Han blev ført til andet Sted,
Hvor man saae idel Fryd og fuld Lyksalighed.
Her fandtes Helgene, her fandtes ogsaa somme,
Der raadne Lemmer var erkiendt ved Verdens Domme;
Som udaf Geistlighed var dømt til Baal og Brand.
Hvor lidet bygges dog paa Verdens Domme kand!
Her man fordømte seer paa Elysæisk Marke,
Hvad Verdens Udskud var, her leve som Monarke;
Den skattes salig her, som sminked Levnet føer,
Og efter Landets Skik med Sang, Ligpræken døer.
Strax derpaa Tragus blev ført ind i speyled Stue,
Hvor som i Perspectiv man kunde see og skue
Den sidste Verden og tilkomne store Ting,
Som forestilledes i Billeder omkring.
Afgrundens sorte Gud sig paatog at forklare
Hvert Billed stykkeviis, og vised, hvad de vare,
Afridsed tydelig den sidste Verdens Stand,
Som efter Orden jeg ey her opregne kand.
Man nogle pined saae i gloend Kobber Oxer.
Han sagde: Disse Folk skal kaldes Orthodoxer.
De under falske Skin af hellig Nidkierhed
Skal udaf Hovmod, Hevn forstyrre Lande-Fred.
De som Basuner skal opvække Potentater
Til Krig indbyrdes og til Mord mod Undersaatter.
Krig, Blodsudgydelse, Mord, Brand og Tyrannie
Som Dyder øves skal ved deres Raserie.
I andet Speyl man saae som Myrer Folk at vrimle,
At bære raadne Been og Aadsler under Himle,
At falde Næsegruus ved Øvrighedens Bud,
En Skaldepande at anbede som en Gud.
I tredje Speyl han saae een med tredobbel Krone,
Til hvilken man bar Guld, for Synder at forsone.
Den samme dømte Folk til Fængsel, Baal og Brand,
Tillukte Himlens Dør, sat Siele udi Band,
Som mod hans Indkomst og Skat-Kammer førte Lære;
Men loved Salighed og efter Døden Ære
Til dem, som fremmede hans Regiment og Magt,
Som tog hans Fordeel og hans Høyhed udi Agt.
I fierde han saae Folk til Døden villig vandre,
For de ey maatte gaae paa høyre Haand af andre.
Da raabte Tragus: jeg forlanger ikke meer;
Jeg denne Alder ond, den sidste værre seer.
Plutonem derpaa bad sig til Pandora føre.
Det skeede. Han blev bragt igiennem hvelved Dørre
Til Skyggers mørke Sal, hvor han Pandora saae
Imellem Pyrrha og Deucalion at gaae.
Han sagde: Skovens Gud mig hid, Pandora! Sender,
At vide Aarsag til den Uheld, som os hender,
De fremmed Synder, som i Svang i Skoven gaaer,
Og Tyrannie har ført i nogle hundred Aar.
Pandora derpaa strax med zitrend Ord og Tale
Fortaalte hele Sag fra Hovedet til Hale;
Saa Tragus reysed bort med god og fuld Besked,
Og takked Pluto for beviiste Høflighed.
Da dette kundbart blev, Pan søgte sig at hevne,
Og Havets Frue lod for Jupiter indstævne.
En Dag benævned til det store Forhør blev,
Man efter Guder og Gudinder ilig skrev.
Men Thetis sagde: Før vi underkastes Loven,
Den stolte Tragus jeg vil rødde ud af Skoven.
Hun trued ey omsonst. Den horned Tragus fik
Paa Veyen til sit Hiem en anden Form og Skik;
Thi da mod Hustru, Børn han sig med Glæde vender,
For at omfavne dem, for Hover han seer Hænder,
For Haar den platte Hud, for laadne Forben Arm.
Han Øyne kaster ned, beskuer Bryst og Barm,
Er fremmed for sig selv, og hiertelig sig gremmer,
At see forandred Krop med Hud og alle Lemmer.
Han raabte overlydt; men for et Bukke-Vraal,
I Steden for et Bræg gik ud et Mennesk-Skraal.
Saa at af forrig Stand der intet blev tilbage,
Undtagen Horne, samt ærværdig skiægged Hage.
Kort af en Gedebuk blev en Philosophus,
Som lod sig give Navn udaf Democritus.
Af ham Høylærde Mænd og Verdens Vise stammer,
I sær Grammatici, som yppe Bogstav-Klammer,
Med horned Pander mod hinanden ivrig staae,
Og udi Stridbarhed Stamfadren slægte paa.


About Ludvig Holberg


Read more...

Poet of the day

Katherine Fowler was born on New Year's day, 1631 in London, England. Her father, John Fowler, was a Presbyterian merchant. Katherine was educated at one of the Hackney boarding-schools, where she became fluent in several languages. After the death of John Fowler, Katherine's mother married a Welshman, Hector Philips, and,...
Read more...

Poem of the day


One lovely name adorns my song,
And, dwelling in the heart,
Forever falters at the tongue,
And trembles to depart.


Read more...